MMT Group overtager stort værksted i Herning

Hurtigere ekspedition og overfladebehandling af større emner er baggrunden for, at MMT Group udvider i Jylland. Værkstedet har plads til op til 100 meter lange emner under tag. Storvognslakering bliver nyt område.

Overfladebehandling og klargøring af store emner af stål i Jylland bliver nemmere og hurtigere nu, hvor MMT Group har overtaget et stort værksted i Herning. Her kan virksomheden behandle op til 2.000 kvadratmeter stål om dagen under tag og sikre forhold. Emnerne kan være op til 100 meter lange.
MMT Group har i forvejen travlt i hele landet, især inden for olie- og gasindustrien, offshore-industrien og på skibsværfter. Med det nye værksted åbner virksomheden både for nye kundegrupper og for at hjælpe eksisterende kunder tidligere i processen.

”I dag udfører vi mange vedligeholdelsesopgaver og forlænger levetiden på stål og andre overflader for vores kunder. Med værkstedet kan vi bedre hjælpe dem i opbygningsfasen af deres projekter, så emnerne bliver behandlet korrekt fra start og derfor kan klare sig længere uden vedligeholdelse,”

siger adm. direktør Ronni Madsen.

Plads til storvognslakering

Også for forhandlere og ejere af busser, lastbiler og entreprenørmaskiner er der gode nyheder. MMT Group har tidligere udført specialopgaver inden for autolakering, og med det nye værksted åbner virksomheden en hel afdeling for storvognslakering.

”Vi er allerede i dialog med flere potentielle kunder, og vi kan mærke et behov for storvognslakering i det midtjyske. Størrelsen og indretningen af værkstedet betyder, at vi kan levere højeste kvalitet på kort tid,”

siger afdelingschef og salgschef Claus Thun.

Brandmaling af stålspær

Også smede- og maskinværksteder, både små og de helt store, kan få hjælp på det nye værksted. For eksempel er MMT Group specialister i brandmaling.

”Der er høje krav til brandbeskyttelse af stålspær, og det er et område, hvor vi kan hjælpe fabrikanter i hele landet med at brandmale deres stål, så det både ser pænt ud og lever op til de rigtige klassifikationer. I forhold til i dag, hvor vi enten udfører opgaverne hos kunderne eller på vores mindre værksted i Korsør, ser vi frem til at kunne levere endnu flottere finish – også på mindre emner,”

siger Ronni Madsen.

Tidligere vindmøllefabrik

Værkstedet i Herning er oprindeligt bygget til produktion af rør til vindmøller, og MMT Group forventer derfor også at udvide samarbejdet med vindmøllefabrikanterne, da der er plads til både fundamenter og vinger inde i hallen. Men for Ronni Madsen er det vigtigt at indrette værkstedet, så det tilgodeser en bred vifte af brancher.

”Med alle de broer, veje og jernbaner, der er på tegnebrættet i udvidelsen af den danske infrastruktur, bliver der travlt i jernindustrien. Derfor er vi overbeviste om, at der bliver endnu større behov for en struktureret tilgang til at klargøre emnerne i høj kvalitet og under ordentlige forhold de kommende år,”

siger han.

Kontakt:
Ronni Madsen, adm. direktør, MMT Group A/S,
rm@mmt-group.dk, tlf. +452571 8502

Claus Thun, afdelingschef og salgschef, MMT Group A/S,
ct@mmt-group.dk, tlf. +45 5011 2932

Fleksibilitet En aftale er en aftale Faglig dygtighed Work ‘n Safety